[61.6] ‘cum adhuc servirem, habitabamus in vico angusto; nunc Gavillae domus est. ibi, quomodo dii volunt, amare coepi uxorem Terentii coponis: noveratis Melissam Tarentinam, pulcherrimum bacciballum. [61.7] sed ego non mehercules corporaliter illam aut propter res venerias curavi, sed magis quod benemoria fuit. [61.8] si quid ab illa petii, nunquam mihi negatum; fecit assem, semissem habui; quicquid habui in illius sinum demandavi, nec umquam fefellitus sum. [61.9] huius contubernalis ad villam supremum diem obiit. itaque per scutum per ocream egi aginavi, quemadmodum ad illam pervenirem: scitis autem, in angustiis amici apparent.
[62.1] forte dominus Capuae exierat ad scruta scita expedienda. [62.2] nactus ego occasionem persuadeo hospitem nostrum ut mecum ad quintum miliarium veniat. erat autem miles, fortis tamquam Orcus. [62.3] apoculamus nos circa gallicinia, luna lucebat tamquam meridie. [62.4] venimus inter monimenta: homo meus coepit ad stelas facere; sedeo ego cantabundus et stelas numero. [62.5] deinde ut respexi ad comitem, ille exuit se et omnia vestimenta secundum viam posuit. mihi anima in naso esse, stabam tamquam mortuus. [62.6] at ille circumminxit vestimenta sua, et subito lupus factus est. nolite me iocari putare; ut mentiar, nullius patrimonium tanti facio. [62.7] sed, quod coeperam dicere, postquam lupus factus est, ululare coepit et in silvas fugit. [62.8] ego primitus nesciebam ubi essem, deinde accessi, ut vestimenta eius tollerem: illa autem lapidea facta sunt. qui mori timore nisi ego? [62.9] gladium tamen strinxi et †matauitatau† umbras cecidi, donec ad villam amicae meae pervenirem. [62.10] larua intravi, paene animam ebullivi, sudor mihi per bifurcum volabat, oculi mortui, vix umquam refectus sum. [62.11] Melissa mea mirari coepit, quod tam sero ambularem, et "si ante" inquit "venisses, saltem nobis adiutasses; lupus enim villam intravit et omnia pecora * : tamquam lanius sanguinem illis misit. nec tamen derisit, etiam si fugit; servus enim noster lancea collum eius traiecit". [62.12] haec ut audivi, operire oculos amplius non potui, sed luce clara †hac nostri† domum fugi tamquam copo compilatus, et postquam veni in illum locum in quo lapidea vestimenta erant facta, nihil inveni nisi sanguinem. [62.13] ut vero domum veni, iacebat miles meus in lecto tamquam bovis, et collum illius medicus curabat. intellexi illum versipellem esse, nec postea cum illo panem gustare potui, non si me occidisses. [62.14] viderint alii quid de hoc exopinissent; ego si mentior, genios vestros iratos habeam.’
[61.6] ”Da jeg stadig var slave, boede vi i en snæver gyde. Nu ejer Gavilla huset. Dengang ville guderne det sådan, at jeg blev forelsket i kromanden Terentius’ kone. I har alle sammen kendt hende – Melissa fra Tarentum, den lækreste buttede babe. [61.7] Men det var sgu ikke bare det kropslige, det handlede ikke kun om sex, det var mere hendes gode personlighed. [61.8] Uanset hvad jeg bad hende om, fik jeg altid lov. Jeg lod hende passe hver en klatøre, jeg fik, og hun snød mig aldrig. [61.9] Så en dag døde hendes mand, ude på landstedet. Jeg var parat til at vade gennem ild og vand for at nå frem til hende, og [som I ved] en rigtig ven er en ven i nøden.
[62.1] Min herre var tilfældigvis taget til Capua for at holde styr på alt sit fine skrammel der. [62.2] Jeg tog chancen og overtalte en gæst, vi havde, til at følges med mig til den femte milesten. Han var soldat, stærk som døden. [62.3] Vi skred, så snart hanen galede. Månelyset var så klart, som havde det været midt på dagen. [62.4] Vi kommer til en gravplads. Min kammerat går ind blandt gravstenene. Jeg [fortsætter], går og nynner og tæller gravsten. [62.5] Da jeg så kiggede tilbage mod min ledsager, klædte han sig af og lagde alt sit tøj i vejkanten. Mit hjerte fløj helt op i næsen, jeg stod som en død. [62.6] Derefter pissede han hele vejen rundt om sit tøj, og, bang, så var han en ulv. I må ikke tro, det er for sjov; jeg ville ikke lyve for alverdens skatte. [62.7] Men efter at han, som jeg sagde, var blevet en ulv, så begyndte han at hyle og løb ind i skoven. [62.8] Først anede jeg ikke engang, hvor jeg var. Så gik jeg hen for at tage hans tøj; men det var blevet forvandlet til sten. Aldrig har nogen været så tæt på at dø af skræk. [62.9] Men jeg trak mit sværd, og [ ved Hekate! ] jeg huggede hver en skygge ned, hele vejen til min kærestes hus. [62.10] Jeg må have lignet et gespenst, da jeg trådte ind. Jeg var tæt på at drage mit sidste suk, sveden drev ned ad mine kinder, mine øjne var stive som et ligs; jeg kunne knap vækkes til live. [62.11] Min søde Melissa undrede sig over, at jeg var gået derhen så sent. ‘Hvis du var kommet tidligere,’ sagde hun, ‘så havde du i det mindste kunnet hjælpe os. For der var en ulv, som brød ind på grunden og … alt kvæget; drænede dem for blod som en slagter. Men den fik ikke gjort os til grin, selvom den nåede at flygte. Vores slave stak et spyd gennem halsen på den.’ [62.12] Efter at have hørt det kunne jeg ikke lukke et øje. Jeg ventede, til det blev helt lyst, og løb så hjem, som kromanden efter røveren, og da jeg kom til det sted, hvor tøjet var blevet til sten, så jeg intet andet end et blodspor. [62.13] Men da jeg kom hjem, lå min soldaterven i sengen, dvask som en okse, og en læge var ved at tage sig af hans hals. Det gik op for mig, at han var en varulv, og siden da ville jeg ikke dele en brødkrumme med ham, om man så truede mig på livet. [62.14] Jeg er ligeglad med, hvad andre mener om den historie. Men må jeres ånder straffe mig, hvis jeg lyver.”
amare coepi: coepi used as an auxiliary verb, an example of vulgar Latin.
Terentii: the name implies a freedman.
coponis: vulgar Latin for cauponis.
Melissam Tarentinam: a typical name for a prostitute. Inns were notorious for prostitution.
bacciballum: the word is not found elsewhere in Latin literature.
benemoria: the word is not found elsewhere in Latin literature.
petii: alternative for petivi.
negatum: read negatum ⟨est⟩.